BOBSLÆDE
Kvindernes bobslædediscipliner
Der konkurreres i to forskellige slædetyper: mono og 2’er.
Monobob
I monobob sidder kun piloten i slæden – det er altså den samme person, der både skubber, styrer og bremser.
Alle kører i slæder fra samme producent, på samme måde som i Formel E. De eneste justeringer, piloten må lave, er på meder, styrtøj og fjedrenes hårdhed i forakslen.
Slæderne bygges i kulfiber af det tyske firma iXent efter specifikationer fra det internationale forbund IBSF.
På YouTube-linket nederst på siden kan du se klip fra min World Cup-debut i januar 2025.
2’erbob
I 2’erbob er der to personer i slæden – piloten og bremseren. Begge starter med at skubbe slæden: piloten fra siden med et håndtag, mens bremseren står bagved. Derefter hopper de ind, piloten styrer ned gennem banen, og bremseren trækker bremsen, når målstregen er passeret.
I 2’erbob findes der flere forskellige slædefabrikanter, hvor de førende er BTC og FES. I sæsonen 2025/26 kører vi i en tyskproduceret FES-slæde.
Fart og udstyr
Både mono- og 2’erbob vejer omkring 170 kg, og farten når typisk 120–130 km/t. Man bremser først, når slæden er helt over målstregen.
Skoene minder om atletik-pigsko, men i stedet for få store pigge sidder der 200–300 små pigge på forfoden, som giver maksimalt greb i isen under startsprinten.
Banen
Alle bobkonkurrencer foregår i en iskanal støbt i beton. Betonen køles ned af indstøbte ammoniakrør, hvorefter mange tynde lag vand sprøjtes på, så der dannes is. Til sidst slibes overfladen glat med store “ostehøvle”.
